Debatindlæg I Kristeligt Dagblad I 17.02.2020: Udgifter til psykologbehandling eksploderer. Hvorfor taler vi ikke mere med hinanden?
JEG HAR EN GOD kammerat, som jeg er så heldig at dele mange af livets omstændigheder med. Særligt når det kommer til børn, for vi har nemlig tre jævnaldrende børn. Det giver os anledning til mange gode snakke om rollen som far. De snakke gør mig lidt klogere hver gang.
Det skriver jeg, fordi det i vores tid er mere og mere normalt, at forældre til velfungerende børn søger professionel hjælp. Formentlig fordi mange oplever et øget forventningspres til det at skulle være gode forældre.
Dansk Psykolog Forening oplyste i 2018, at udgifterne til voksnes psykologbehandling på blot 10 år er blevet mere end fordoblet fra 200 millioner kroner til over 400 millioner kroner. Det er således blevet langt mere almindeligt at søge hjælp udefra.
Jeg oplevede selv engang, hvor jeg var i dyb sorg over tabet af nogle venner, at en ven sagde: Det burde du da gå til psykolog med det der. Hvortil jeg svarede, at det havde jeg været, men jeg ville nu også rigtig gerne snakke med ham om det.
Jeg vil ikke negligere psykologernes opgave, for der er en masse situationer, hvor det er godt, at vi kan tale med en professionel og få god hjælp den vej. Men jeg mener, at vi bør skabe en kultur omkring vores relationer, hvor vores allerinderste ikke kun er noget, vi deler i en professionel relation.
Gode samtaler med mennesker, vi holder af, kan være noget af det mest lindrende for sjælen, men vi ender med ofte at tage dem for givet. Kunne vi måske alle blive en lille smule mere dannede på det her område?
Jeg tror, at det med at føre en god samtale med mennesker, hvor vi bruger vores relation til at forstå os selv og hinanden, er noget, som vi alt for ofte forventer kommer helt naturligt, men deri ligger problemet. Vi skal ville den gode samtale aktivt.
Det er lidt ligesom, når Greta Thunberg siger, at håb ikke er nok, når det kommer til klimakampen. På samme måde er det ikke nok at håbe på, at vores relationer til andre bare kommer af sig selv. Vi skal handle på det. Vi skal skabe relationerne.
Så hvordan gør vi det?
Vi går til vores relationer med en bevidsthed, der gør os i stand til at handle. Den svenske forfatter og præst Tomas Sjödin fortæller i sin bog ”Det sker, når du hviler” om en ven, der ofte sige ”lad os have en ’intentionel’ samtale”, som mest af alt går ud på, at når det er sagt, så bliver de enige om noget at snakke om – noget, som begge faktisk har lyst til at snakke om. Det bryder med den forestilling, at gode samtaler kommer naturligt, for oftere, end at de kommer af sig selv, så kommer de gode snakke, når vi bryder med vores vaner og faktisk formår at vælge dem til.
I Højskolesangbogen gemmer der sig mange skatte, og det er ikke for ingenting, at den begynder med Grundtvigs ”Den signede dag”, som på smuk vis slutter med sætningen ”(...) så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale”.
Kort sagt: Det bedste i livet, det nærmeste vi kommer himmeriget, det er at sidde og snakke med sine venner. Så bliver det ikke bedre.
Derfor må vi også gøre op med en kultur, hvor vores inderste er blevet kapitaliseret. I stedet for skal vi søge at have flere gode snakke med de mennesker, der er omkring os.
Aristoteles anså venskabet for at være en dyd og ikke noget, man tog let på. Det var noget, man skabte bevidst, noget, som rummede en større erfaring af at have mennesker i sit liv, som ønsker en det bedste. Tidligere professor i psykologi Per Schultz Jørgensen siger i sin bog ”Broen til det andet menneske”, at det vigtigste i en nær relation er at føle sig udvalgt. Det betyder for mig, at man, som Aristoteles siger, ønsker hinanden det godt. Men det betyder også, at der er ting, der kan være sårbare for en, kampe, vi har i livet, som vi vælger at dele med nogle enkelte få, nogle, der er udvalgt. Det hele afhænger af, om vi kan stole på hinanden, om vi oplever den nødvendige tillid til hinanden.
Tillid er afgørende, men faktisk kommer den hurtigere, end vi ofte bilder os ind. Det kommer for eksempel af, at du fortæller noget personligt, og oplevelsen af, om du dernæst erfarer en empati eller en distance. Dermed ved du, om du kan stole på den pågældende person. Men alt for ofte venter vi på en tilstrækkeligt tryg situation til at kunne forsøge os frem, og hvis ikke den opstår, så ender vi med slet ikke at prøve. Men hvis vi skal skabe nærværende oplevelser med mennesker, oplevelser, der kan lede til en nær relation, så bliver vi nødt til at prøve os frem.
Hvis vi accepterer, at vores inderste bliver kapitaliseret, hvis vores kampe primært er noget, vi søger professionel hjælp til, så går vi glip af muligheden for denne nærværende, forbundne relation. Hvilket er en skam.
Vi må gøre venskaber og relationerne til en dyd igen. Noget, som vi bevidst skaber, og noget, som vi ikke tager for givet.
Frederik Svinth er foredragsholder.
